Metoder & Tilgange
Sådan arbejder vi på Rødkælken KollegietMetoder & Tilgange
På Rødkælken Kollegiet arbejdes der primært ud fra den Motiverende samtale, Adfærdsterapi og Critical Time Intervention. Metoderne er overordnet set implementeret for at sikre en så vellykket overgang som muligt, for borgeren, fra Rødkælken til egen bolig. Ud over de tre teoretiske tilgange benyttes Forandringskompassets målepunkter som et supplement ved udarbejdelsen af den individuelle opholdsplan på Rødkælken.
Motiverende samtale (MI)
Den motiverende samtale benyttes for at sikre, at det er borgerens egne mål som sættes øverst på prioriteringslisten over punkter til den individuelle opholdsplan.
Ved den motiverende samtale arbejdes der ud fra, at borgeren har de ressourcer, der skal til for at opnå egne målsætninger, og relationen til personalet bliver mere som aktiv sparringspartner i udarbejdelsen af de individuelle mål.
Effekten ved denne metode har til hensigt at sikre, at borgeren efter endt ophold på Rødkælken har bedre forudsætninger for at håndtere egen boligsituation. Effekten er ligeledes, at borgeren bliver mere bevidst om egne kompetencer og ressourcer i en generel håndtering af udfordringer og problemstillinger ved udslusning til egen bolig.
Adfærdsterapi
ADL – træning (almindelig daglig livsførelse) hvor personlig hygiejne, rengøring af eget værelse, tøjvask, rydde op efter sig selv på fællesarealer, handle ind og lave mad er en integreret del af den adfærdsterapeutiske ramme på Rødkælken. Der vil generelt være et stort fokus på at arbejde med borgerens adfærd, holdninger og værdier. Hvad enten årsagen til hjemløshed er livskriser i form af skilsmisse, psykisk ustabilitet, misbrug eller andet, er det vigtigt for borgeren at have sine omgivelser organiseret. At have orden i det daglige liv, giver et langt bedre udgangspunkt for også at skabe orden i sit sind, hvilket igen skaber bedre forudsætninger for et mere effektivt og udbytterigt forhold mellem tanker, følelser og handlinger.
Effekten ved denne målrettede adfærdsterapeutiske indsats har overordnet til hensigt at træne borgeren i selvstændigt at kunne opretholde en adfærd, der skønnes nødvendig for at kunne fungere hensigtsmæssigt i egen bolig.
Critical Time Intervention (CTI)
På Rødkælken arbejdes der med et udgangspunkt, hvor borgeren gradvist får mere og mere ansvar under opholdet for at sikre, at borgeren ikke falder tilbage til hjemløshed. Med CTImetoden arbejdes der ud fra et recovery-perspektiv, hvor borgeren ses som en person med potentiale til at komme sig og blive (re)integreret i samfundet.
Som en del af Rødkælkens CTI udslusning vil borgeren få tilbudt et ugentligt besøg i egen bolig i 2 måneder og efterfølgende et hver 14 dag i 4 måneder. Effekten ved CTI-metoden er, på den ene side, at borgeren får en stabil overgang til egen bolig, med den støtte som er nødvendig inden for Rødkælkens beføjelser, og samtidig sikre, at opholdet på Rødkælken er så kort som muligt.
Forandringskompasset
Forandringskompasset benyttes på Rødkælken til at skabe overblik over udvikling hos den enkelte borger på flere forskellige områder. Forandringskompassets struktur etablerer både et overblik for borgeren selv, i forhold til de ønskede mål, og giver samtidig kontaktpersonen en indikation på, hvor borgeren er i forhold til at etablere nye handlinger i eget liv. Forandringsskalaen, tilknyttet forandringskompasset, benyttes som dialogisk værktøj til at synliggøre borgerens forandringsparathed og motivation.
På Rødkælken er de 10 dimensioner fra forandringskompasset integreret i borgerens opholdsplan. Effekten ved at benytte Forandringskompasset er således todelt, da det både synliggør borgerens egen livsholdning i forhold til forandringsparathed, motivation og handling på relevante områder, men også skaber basis for dialog om den divergens, der måtte være mellem borgens og kontaktepersonens vurdering af score på forandringsskalaen.